Fortsæt til indhold

Tog flugten barfodet fra politiet

Tiggeri er ulovligt i Danmark og onsdag anholdt politiet fire udenlandske personer, som mistænkes for tiggeri, på en adresse i Greve

Krimi
Arkiv

Efter en henvendelse om at flere udenlandske tiggere opholdt sig på en adresse i Grønlykkeparken i Greve, henvendte politiet sig onsdag formiddag på den pågældende bopæl.
Da politiet henvendte sig ved hoveddøren fik man kontakt til en udenlandsk mand, alt imens to personer barfodet tog flugten gennem haven. Den udvikling havde man dog forudset, og derfor løb mændene direkte i favnen på et hold betjente i baghaven.

I alt fire udenlandske personer - en 29-årig kvinde fra Bulgarien samt tre mænd på 17, 18 og 25 fra Indien - opholdt sig på adressen. Alle fire blev anholdt for at man kunne få fastlagt deres identitet og finde ud af, om de havde gyldigt ophold i Danmark.
De to mænd på 17 og 25 år viste sig at være asylansøgere og blev straks transporteret til Sandholmlejren, hvor de ikke havde opfyldt deres meldepligt. De to øvrige anholdte er fortsat i politiets varetægt, mens deres personlige forhold undersøges nærmere, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.