Fortsæt til indhold

Muskuløs mand kørte 15-årig ned og stak af fra uheldet

Krimi
Jeppe Rafn

Mandag morgen klokken 08.32 skete der et færdselsuheld på Pontoppidansvej ved Lundum syd for Østbirk.
En bilist overhalede en knallert 30 og ramte knallertkøreren på dennes venstre side under overhalingen, så knallertkøreren væltede.
Bilisten standsede et kort øjeblik, men kørte så fra stedet uden at give sig til kende, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Heldigvis skete der ikke noget med knallertkøreren, som er en 15-årig dreng, der kommer fra Stenvad på Djursland.
Han nåede at se, at føreren af bilen var en muskuløs mand, der havde en sort kasket på. Bilen var en nyere sort stationcar.
Politiet vil gerne høre fra vidner eller andre, der kan bidrage med oplysninger i sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.