Fortsæt til indhold

To dødsfald på havnen

En 49-årig kvinde og en 62-årig mand mistede i sidste uge livet ved to forskellige ulykker på havnen

Krimi
Jonas Wrede Hansen

I søndags mistede en 49-årig kvinde livet, da hun sammen med en 48-årig mand var involveret i en ulykke om bord på en sejlbåd.

Klokken 5.42 tidligt søndag morgen modtog politiet en anmeldelse om, at sejlbåden med de to personer var sejlet frontalt ind i en bøje ved sejlrenden ud for Esbjerg Havn. Her blev de begge kastet rundt i båden, hvor kvinden fik så alvorlige skader, at hun senere på dagen afgik ved døden på sygehuset. Den 48-årige mand slap fra uheldet med mindre alvorlige skader, oplyser politiet.

Båden er blevet slæbt ind til Esbjerg, hvor den vil blive undersøgt af politiet og Søfartsstyrelsen, oplyser Ritzau.

Mand død i arbejdsulykke

Det tragiske dødsfald søndag skete blot lidt under en uge efter, at en 62-årig mand fra Nordjylland mandag eftermiddag i sidste uge mistede livet efter en arbejdsulykke på Esbjerg Havn.

Den 62-årige var chauffør på en følgebil, hvor en 10 tons tung og 49 meter lang vindmøllevinge skulle læsses af. I forbindelse med arbejdet skete en ulykke, der endte med at koste manden livet.

Arbejdstilsynet og en bilinspektør blev efterfølgende send til stedet for at gennemføre en række tekniske undersøgelser i forbindelse med at kortlægge årsagen til ulykken, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.