Har du set den her mand?
Politiet vil gerne i kontakt med et vidne til hærværket mod SkulpturBy Galten natten til fredag 9. juni
Sydøstjyllands Politi efterlyser nu et vidne til det hærværk, der natten til fredag 9. juni blev begået mod skulpturen 'Adolescente' der indgår i SkulpturBy Galtens samling af udstillede værker.
"Vi vil gerne i kontakt med en mand, der har været vidne til hærværket. Vidnet gik på fortorvet ud for Nordea bare nogle få meter foran gerningsmanden, da han begik hærværket. Vidnet har givetvis oplysninger af interesse for sagen, og derfor vil vi gerne i kontakt med ham," oplyser landbetjent Orla Aagaard fra Lokalpolitiet i Galten.
Vidnet beskrives som en mand på medio 40 år, cirka 170 centimeter høj, kraftig af bygning og iført noget der ligner en kraftig arbejdsjakke med reflekser, mørke knickers og kraftig fodtøj.
Lokalpolitiet i Galten kan kontaktes på tlf. 7258 3398.
Hærværket blev begået natten mellem torsdag 8. og fredag 9. juni foran Nordea på Torvet i Galten. Skulpturen Adolescente fik et voldsomt skub, der væltede granitsoklen, hvorved skulpturen blev slået af soklen. Lokale håndværkere var hurtige til at tage affære og skulpturen blev repareret og kom hurtigt på plads igen foran Nordea.
Den yngre mand, der begik hærværket, blev filmet af Nordeas overvågningskamera.