Politiet rykkede ud til slagsmål - fandt mand med kniv og hash
Mand havde stort kontantbeløb, hash og hashvægt på sig. Hans undskyldning var dårligt ryg
Natten til fredag klokken 00.44 fik politiet en anmeldelse om et slagsmål på en pub i Rosenkrantzgade i Aarhus.
Da patruljen kom frem, var der intet slagsmål, men de traf en mand, der løb ind baggården, da han så betjentene.
Her smed han en taske ned i en lille kælderskakt. Det opdagede betjentene dog og åbnede tasken. I den var flere gram hash, en vægt og en pengekat med et større kontantbeløb.
Manden indrømmede, at det var hans taske, men at hashen alene var til personligt brug. Han døjede nemlig med en dårlig ryg, så han havde brug for hash til at dulme smerterne.
Politiet havde dog svært ved at tro på hans forklaring, så han blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Desuden blev han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da der også lå en kniv i tasken.
dp
Døgnet i øvrigt
Butikstyv pakkede højttalere ud i butikken
En 17-årig ung mand blev i torsdag kl. 15.44 anholdt og sigtet for tyveri i Bilka i Tilst. En medarbejder opdagede, at den 17-årige gik ud fra butikken med et par højttalere i en pose. En vagt i Bilka tilbageholdt manden, som forklarede, at han skam havde købt højttaleren i Føtex tidligere på dagen. Det viste sig dog hurtigt, at Føtex slet ikke forhandler den slags højttalere, og til sidst indrømmede den 17-årige, at han havde stjålet dem i Bilka. Han viste også, hvor han havde lagt emballagen til højttalerne, som han havde pakket ud i smug i butikken. Det var desuden lykkedes ham, at fjerne alarmerne på højttalerne. Da politiet kom frem, blev han sigtet for tyveri.
Tyv stjal og drak dåseøl
En 34-årig mand blev torsdag kl. 17.50 anholdt og sigtet for tyveri i en butik på Banegårdspladsen i Aarhus. Den 34-årige gik ind i butikken, tog en ramme med ni dåseøl og løb ud af butikken, inden ekspedienten nåede at stoppe ham. Hun alarmerede vagterne, der kort efter fik fat i manden. Han havde dog allerede nået at drikke flere af øllene. Politiet blev tilkaldt, og manden blev sigtet for tyveri.
Færdsel
Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 6.32 i krydset Grenåvej/Lystrupvej. En 25-årig mandlig bilist skiftede vejbane i samme øjeblik, som en 29-årig mandlig bilist var ved at overhale ham. Den 29-årige kørte ind i siden på den 25-åriges bil, hvorefter han ramte ind i en lyssignalsmast, der væltede. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet.
Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 11.20 i krydset Grenåvej/Lystrupvej. En bil ført af en 21-årig mand blev ramt på siden af en anden bil, da han drejede til venstre ad Lystrupvej. Bilisten i den anden bil kørte væk fra stedet uden at give sig til kende. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 17.44 i krydset Grenåvej/Toftegårdsvej. En 37-årig kvindelig bilist drejede til højre ad Toftegårdsvej, da hun overså en 34-årig kvinde, der kom kørende på knallert. Ved sammenstødet væltede knallerten, og den 34-årige kom lettere til skade.
Der skete et færdselsuheld natten til fredag kl. 02.37 krydset Viby Ringvej/Søren Frichs Vej i Aarhus. En 45-årig mandlig bilist blev ramt af en anden bil, da han kørte over for grønt i krydset. Bilisten i den anden bil kørte fra stedet uden at give sig til kende. Der skete kun materiel skade ved uheldet.