Fortsæt til indhold

Kan du genkende champagnerøveren?

Krimi
Jacob Nielsen

Om aftenen den 29. december udviklede et butikstyveri sig til et regulært røveri i supermarkedet Liva på Galgebjergvej i Kolding. Nu efterlyser Sydøstjyllands Politi manden, som stod bag ud fra en overvågningevideo.

Manden forlod butikken uden at betale for en flaske champagne, som han havde skjult under sin jakke. Personalet fulgte efter manden, og ude på parkeringspladsen konfronterede de ham med tyveriet. Det fik gerningsmanden til at slå ud efter personalet med en fyldt Cocio glasflaske, og han ramte en af den ansatte to gange med flasken.

Gerningsmanden løb derefter fra stedet i retning mod Vejlevej og tabte under sin flugt den stjålne champagne. Han væltede efterfølgende på græsset, hvor en af ekspedienterne fik fat i ham og forsøgte at holde ham nede. Det lykkedes ikke, og da gerningsmanden sagde "nu skal du fandme få", valgte han at lade gerningsmanden gå.

Champagnerøveren beskrives som: Mand med almindelig kropsbygning, dansk af udseende, cirka 35 år, 175 – 180 cm. høj, skaldet og iført lyse cowboybukser, grå åbentstående jakke, tørklæde medmønster (som et Burberry tørklæde) og grå støvletter med rødlige snørebånd.

Ved du, hvem gerningsmanden på videoen er, eller har du kendskab til episoden, så kontakt Sydøstjyllands Politi på 1-1-4.