Kvinde sigtet for røveri mod H&M
46-årig kvinde skubbede butiksdetektiv
En 46-årig kvinde blev mandag klokken 18.03 anholdt og sigtet for røveri, efter at hun angiveligt havde stjålet flere stykker børnetøj i H&M i Søndergade i Aarhus C.
Det var en butiksdetektiv, der anmeldte den 46-årige. Hun opdagede, at den 46-årige og en anden kvinde gik rundt i butikken og pludseligt satte en tom taske fra sig på gulvet under et tøjstativ.
Hun holdt derfor ekstra øje med dem og så, at de lagde flere stykker børnetøj i tasken, inden de gik derfra.
Butiksdetektiven løb derfor efter de to kvinder, der gik rundt om hjørnet til Østergade. Her satte den ene kvinde sig ind i en bil. Da butiksdetektiven konfronterede den 46-årige, blev hun skubbet.
Imens kørte bilen af sted med den anden kvinde, en medpassager og børnetøjet. Butiksdetektiven tilbageholdt den 46-årige og ringede til politiet.
Da betjentene kom frem, kunne de konstatere, at den 46-årige nu kun havde en helt tom taske på sig. Men på grund af vidneudsagn og billedmateriale blev den kvindelige butikstyv anholdt og sigtet for røveri, idet hun havde skubbet butiksdetektiven efter tyveriet.
dp