Fortsæt til indhold

Forsøgte at tvangsægte datter under dødstrusler

Krimi
Jacob Nielsen

1½ års ubetinget fængsel og efterfølgende udvisning af landet for bestandig. Det var straffen til et syrisk ægtepar ved Retten i Helsingør den 24. maj, oplyser Nordsjællands Politi, som har ført sagen, der var en af de første af sin slags.
Forældreparret kom til Danmark som flygtninge i 2014 sammen med deres børn - blandt andet en datter i 13-15 års alderen. Under ophold i Danmark har de under trusler om at slå datteren ihjel forsøgt at tvinge hende til religiøst ægteskab uden borgerlig gyldighed, men det er ulovligt her til lands.
"Jeg er meget tilfreds med, at domsmandsretten var enige med Anklagemyndigheden. I Danmark bestemmer kvinder selv, hvem de vil dele deres liv med, og dommen sender et vigtigt signal til andre piger, der måtte befinde sig i en lignende situation – og til potentielle gerningspersoner," udtaler senioranklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi.
Dommen blev anket til frifindelse af det syriske par.