Fortsæt til indhold

Bilist torpederede stakit og villahæk, da han ville samle mobil op

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Et øjebliks uopmærksomhed kan være meget farligt i trafikken.
Det fandt en 48-årig mand ud af, da han onsdag klokken 14.50 kørte galt i sin på bil på Gammel Stillingvej i Harlev.
Manden havde tabt sin mobiltelefon på gulvet på passagersiden, og da han rakte ud for at samle den op, kørte han af vejen og røg ind i et stakit og videre ind i en villahæk.
Den 48-årige blev kørt til tjek på skadestuen, men slap umiddelbart med småknubs. Til gengæld blev han sigtet for manglende agtpågivenhed i trafikken.
dp

Døgnet i øvrigt

Mand blev løsladt og anholdt igen få timer efter
En 40-årig mand blev onsdag anholdt i Havkærparken i Tilst få timer efter, at han var blevet løsladt i forbindelse med en anden sag. Klokken var 11.25, da politiet blev kaldt til Havkærparken, hvor den 40-årige sad beruset ved et bænkesæt og skabte utryghed. I øvrigt havde han forbud mod at opholde sig på stedet. Da betjentene kom frem, var den 40-årige noget ophidset og råbte 'svin' efter patruljen. Derfor blev han atter anholdt og taget med på stationen - få timer efter at han var blevet løsladt i den anden sag.
Tricktyve stjal ældre kvindes kort
En 79-årig kvinde blev udsat for et tricktyveri onsdag kl. 12.30 på Bøgeskovparken i Viby. Kvinden var på vej hjem efter at have været ude at handle i Viby Centret, da hun blev stoppet op af en umiddelbart venlig mand. Manden spurgte om vej til hospitalet på gebrokkent dansk, og kvinden pegede retningen ud. Da hun kom ind i lejligheden, opdagede hun, at hendes kortholder med dankort manglede.
Manden beskrives som:

  • Sydeuropæisk af udseende, hvid i huden
  • 50-60 år
  • 180-185 cm, kraftig af bygning
  • Gråt, kort hår
  • Iført mørkt tøj
  • Talte dansk med accent

Færdsel
Der skete et færdselsuheld onsdag kl. 07.52 på Risdalsvej i Viby. En 35-årig kvindelig bilist måtte bremse hårdt op, da en bil foran hende skifte vognbane i den tætte morgentrafik. Ved opbremsningen blev hendes bil ramt bagfra af en bil ført af en 40-årig mandlig bilist. Den 40-årige havde sin 8-årige søn med på forsædet, der blev kørt til tjek på skadestuen. Der skete dog hverken noget med ham eller de andre implicerede.
Der skete et færdselsuheld natten til torsdag kl. 00.45. En 17-årig kvinde blev torsdag påkørt af en knallertkører på en sti ud for Gudrunsvej i Brabrand. Kvinden fik lettere skader ved uheldet og måtte en tur på skadestuen. Knallertkøreren flygtede fra stedet.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Selmersvej i Viby begået torsdag den 22/6 kl. 03.01