"Luk grænserne og indfør totalt asylstop"
Mette Thiesen, der er konservativt byrådsmedlem i Hillerød, har fået nok. Efter terrorangrebet ved en koncert i Manchester forleden, hvor 22 mennesker blev dræbt, da en selvmorder udløste en stor bombe, opfordrer hun nu til, at Danmark lukker landegrænserne og indfører et totalt asylstop.
“Lad os udtræde af alle konventioner. Lad os lukke vores grænser. Lad os indføre et total asylstop. Lad os sende alle kriminelle udlændinge og afviste asylansøgere hjem. Lad os lukke samtlige moskeer, der radikaliserer de unge - og sikre, at nye ikke bygges!”, skrev Mette Thiesen blandt andet i et opslag på Facebook dagen efter det voldsomme terrorangreb.
Fik du læst: To unge solgte stjålne bilhjul for 339.000 kroner
Opslaget har affødt en hel del debat. Mange mener, at opslaget er ren populisme, og at Mette Thiesens holdninger slet ikke matcher konservativ politik.
“Siger du nu det, du mener og tror på, eller siger du det, du tror folk gerne vil høre og udnytter denne tragedie til at score billige stemmer?,” spørger Camilla Høgn Larsen i en af de mange kommentarer under opslaget.
“Mener Konservative også det? Og hvis de gør, hvordan forholder resten af regeringen og dens parlamentariske grundlag sig? Kan Konservative være en del af en regering der er uenig i ovenstående synspunkter?,” spørger Marc Høegh-Henriksen i en anden kommentar.
Var forberedt
De mange kommentarer - og til tider hårde ord i kommentarsporet under opslaget - kommer ikke bag på Mette Thiesen.
“Jeg vidste godt, at det var kontroversielt, da jeg skrev det. Men det er min fuldstændige ærlige mening - og det ved folk sådan set også godt. Der er desværre stadig mange, der mener, at den slags holdninger ikke er helt stue-rene, og at man er ubegavet, hvis man har den holdning. Det, synes jeg, faktisk er at tale ned til folk, og man skal ikke undervurdere, at størstedelen af danskerne faktisk bakker op om en hård udlændingepolitik,” siger Mette Thiesen til Hillerød Posten.
Læs også: Meldgaard klar til fire år mere
Mange af dem, der har kommenteret Mette Thiesens Facebook-opslag, mener, at opslaget bare er et forsøg på at score billige stemmer. Men det afviser Mette Thiesen på det kraftigste.
“Det her handler slet ikke om at score billige stemmer. Det har det sådan set aldrig nogensinde gjort for mig. Jeg skriver det her, fordi jeg tror, det er løsningen, hvis vi skal redde det Danmark, som vi er så glade for. Hvis man er politiker, så er man sat i verden for at komme med sine bud på, hvordan vi løser de problemer og udfordringer, vi står med. Jeg synes, at endnu flere politikere skal melde klart ud og fortælle, hvad de mener og står for. Lad os tage debatten og lad være med at være så bange for at sige, hvad du mener. Så bliver det hele meget mere ærligt,” siger Mette Thiesen og tilføjer:
“Problemet er, at der stadig er berøringsangst over for det her emne. Hvis dette havde handlet om bandeproblemer, så havde der stået en hel masse politikere med en hel masse meninger. Men dette er stadig kontroversielt. Det er hyklerisk, synes jeg”.
Pligt til at blande sig
Mette Thiesen mener, at man som lokalpolitiker har pligt til at blande sig i udlændinge- og asylpolitiken - og at det altså ikke kun er en opgave for politikerne på Christiansborg.
“Jeg synes, jeg ville være en dårlig lokalpolitiker, hvis jeg ikke havde en mening om, hvad der sker inde på Christiansborg. Det er lokalpolitikerne, der skal føre de love og beslutninger, der kommer fra Christiansborg-politikerne, ud i livet. Så jeg synes da, at det er meget naturligt, at man som lokalpolitiker også interesserer sig for, hvad der sker uden for kommunegrænsen,” siger hun.
Mette Thiesen erkender, at mange af de holdninger, hun giver udtryk for i opslaget, ligger lige på grænsen til, hvad hendes bagland mener.
“Selvfølgelig er der nogle af de ting, jeg skriver og mener, der ligger lige på grænsen af konservativ politik, men omvendt handler det her om at beskytte landet og Danmark, og det er da så konservativt, som det overhovedet kan blive,” siger Mette Thiesen.
I sit Facebook-opslag skriver Mette Thiesen også, at kriminelle udlændinge skal udvises med det samme.
“Jeg er ligeglad med hvilken form for kriminalitet, de har lavet. Hvis de ikke er loyale over for den tillid, vi viser dem, må de finde et andet sted at være”, siger Mette Thiesen til Hillerød Posten.
“Vi har tydeligvis ikke kunnet integrere dem, der allerede er her, så det synes jeg, vi skal få styr på først, før vi tager flere ind. 40 til 50 års integrationsindsats har slået totalt fejl,” siger hun.
Hvad mener du? Deltag i debatten på Facebook gennem nedenstående opslag.