Så kan du købe ristede melorme i Føtex og Bilka
Fra tirsdag 6. juni kan du købe ristede melorme med chili og sourcream-smag i alle Bilka og Føtex.
Bag insektsnacken står to entreprenører Lasse Hinrichsen og Jane Lind Sam. Deres firma hedder Enorm (Læses: en orm). De er fra Aarhus og har etableret sig i Agro Business Park i Århus N. Verdens tredjestørste madklynge, som har fokus på udvikling af nye madvarer. Det skriver Stiften.dk.
Dansk Supermarked har forsøgsvis solgt insektsnacken en uge i februar i Føtex Food og har derefter valgt at have det i samtlige butikker.
"Det er fedt, at danskerne har taget så godt imod produktet, siger Jane L Sam. "Det vidner om, at mange er klar til at spise insekter. Mange synes det er spændende at smage noget nyt og kender også til de bæredygtige og sundhedsmæssige fordele ved insekter."
Enorm er godt i gang med at udvide deres sortiment med bl.a. Insektknæk og Insektbar.