Så kom 200 motorcyklister forbi
I søndags buldrede Fredericia af motorcykeldrøn, da MC Mod Mobning kørte en tur for at bakke snart 16-årige Maiken Beck Sandfeld op.
Maiken har haft nogle hårde år i skolen, hvor hun har følt sig mobbet og holdt udenfor.
Mobning er en vanskelig størrelse, og enhver konflikt har mindst to sider. Lokalavisen skal ikke kloge sig på, hvem der har gjort hvad. Det spørgsmål vil MC Mod Mobning egentlig heller ikke gå ind i, fortæller Jeanette Langmach, der er administrator hos MC Mod Mobning.
“Vi tager ud og kører en tur med børn, der har været udfordret og trænger til et skulderklap. Også for at gøre det behov synligt for alle,” siger hun.
Stor opbakning
Bikere fra hele landet kommer, når et plaget barn har brug for at blive synliggjort og fejret. Ofte er der 200 motorcykler med i kolonnen. Nogle gange endnu flere.
Ud over køreturen tilbyder MC Mod Mobning også en mentor, der efterfølgende kan hjælpe og støtte barnet.
Maiken er glad for at være kommet med i MC Mod Mobning.
“Jeg glæder mig. Det bliver fedt,” siger hun, da Lokalavisen møder hende nogle dage før turen.
“Jeg elsker at køre motorcykel og har intet imod at være i centrum. Det havde jeg en gang, men nu har jeg fået selvtilliden tilbage,” siger hun.
LÆS OGSÅ: 217 bikere gav overvældende støtte til mobbeofferet Nicklas: "Det betyder alt for mig"
Tegner og tatovering
Maiken er midt i sine afsluttende eksaminer og er dermed ved at afslutte det skoleforløb, der siden 6. klasse ikke er forløbet helt, som hun ønskede det.
Hun har fundet et netværk og en vennekreds, ligesom hun har fundet styrken til at stå fast og tro på sig selv.
“Jeg er ikke som alle andre, og jeg ser ikke ud som alle andre. Men jeg ved, hvem jeg er, og hvad jeg vil,” siger hun.
Planen er at tage HF og derefter uddanne sig til tatovør.
“Jeg har allerede lovning på en læreplads.”
LÆS OGSÅ: 10-årigt mobbeoffer: “Det har været en ok dag mor, de slog ikke så hårdt”