I har fem dage til at pakke
To indvandrerfamilier har fået fem dage til at tømme deres lejligheder og flytte. Det er boligselskabet Bolig Korsør, der smider familierne ud fra Motalavej i Korsør. Familierne er blevet bortvist, efter at medlemmer af familien ved Retten i Næstved er blevet dømt for vold og røveri.
Det skriver avisen Sjællandske.
"Vi har ophævet deres lejemål. Derfor den korte frist," siger formand for Bolig Korsør, Ebbe Jens Ahgren, til Sjællandske.
De to hidtil ustraffede drenge på 16 og 17 blev 13. juni idømt en kombinationsstraf på et års fængsel. Retten fandt det bevist, at de 12. marts udsatte en 65-årig mand for vold på en p-plads ved Lidl i Motalavej-kvarteret i Korsør. Manden havde afvist at give drengene en cigaret, men endte med at blive udsat for både slag og spark.
Et par dage senere truede de en vagt foran en af boligforeningens fælleshuse på Motalavej. Drengene stak af med fastelavnsris og gjorde sig dermed skyldige i røveri.
Begge drenge fik den samme straf - tre måneders ubetinget og ni måneders betinget fængsel. Da de havde siddet varetægtsfængslet i tre måneder, blev de løsladt efter dommen og kan altså være med til at hjælpe deres familier med at pakke flyttekasserne.
"Jeg har tidligere sagt, at det også kan få konsekvenser for hele familien, fordi vi altså hellere vil beskytte vores 7000 lejere end to familier med drenge dømt for grov kriminalitet, som vold og røveri er," siger Ebbe Jens Ahlgren til Sjællandske.