53-årig slået med knytnæve i sin bil
En uoverensstemmelse mellem to mænd endte i vold fredag aften klokken 18.20.
Det skete på Smedegade i Horsens, hvor en 53-årig mand kom kørende. På begge sider af vejen holdt nogle biler parkeret.
Modsat færdselsretningen holdt en bil parkeret, som en 59-årig mand var ved at tømme for varer. Af ukendte årsager opstod et skænderi mellem den 53-årige og den 59-årige mand. Det endte med, at den 59-årige, der var ved at tømme bilen for varer, slog den 53-årige med knyttet næve i ansigtet.
Den 53-årige sad stadig i bilen, da han blev slået. Der var ingen synlige skader efter episoden, men manden tog alligevel på skadestuen for at blive tjekket.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at den 59-årige blev sigtet for vold. Der var umiddelbart ingen vidner til episoden, og de to mænd har afgivet modstridende forklaringer til politiet.