En fremmed mand kom pludselig ud fra et buskads
Torsdag klokken 15.20 anmeldte moderen til en 13-årig pige fra Køge, at datteren klokken cirka 15.10 under luftning af en hund på et stisystem ved Østre Sandmarksvej i Køge havde mødt en fremmed mand. Han var kommet frem fra et buskads og gik ad stien i modsat retning som den 13-årige. Da de passerede hinanden, bemærkede hun, at manden havde trukket ned i sine joggingbukser, så hans lem var blottet. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden forsvandt i området og politiet har udsendt følgende signalement:
Mand, 17-20 år, spinkel af bygning, men veltrænet, lyst strithår, markerede kæbeben, iført sort joggingtrøje med to tydelige hvide X'er på brystet og sorte joggingbukser af mærket Adidas.
Politiet ledte forgæves efter manden i området.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har set manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.