Sådan reddede han løbemakkerens liv
Ved den særlige hjerteredder-event, som Hjerteforeningen forleden afviklede, blev Claus Brandorff fra Værløse hyldet for sin indsats, da hans løbemakker sidste år faldt om af hjertestop
To gange om ugen løber Claus Brandorff og Simon Bønløkke sammen ved Søndersø. De mødes klokken 05.35 ved 2 km.-pælen ved søen. Men den 15. januar sidste år bliver løbeturen noget anderledes, end de to mænd havde forestillet sig, for da Claus kom til mødestedet var det ikke en løbeklar makker, han fandt. Derimod fandt han sin makker liggende livløs i sneen på stien.
Claus prøvede at få kontakt med Simon, men det lykkedes ikke. Han konstaterede, at der var en svag vejrtrækning men ingen puls. Derfor begyndte han straks at give hjertemassage, mens han ringede 1-1-2 via en app på sin telefon.
Selvom der blev sendt en ambulance med det samme, tog det 20 minutter, før den var fremme. Der er nemlig ingen adresse på stien, og selvom Claus brugte den særlige 1-1-2 app, havde ambulancen svært ved at finde stedet. Men Claus holdt hovedet klart i den mørke, kolde morgen og fik vejledning over telefonen, mens han gav hjertemassage.
Fem gange benyttede ambulanceredderne hjertestarter på Simon. Men hjertet kom ikke i gang. Derfor monterede de et brystkompressionssystem på ham, mens de tilkaldte forstærkning for at få ham båret op ad den stejle og glatte sti til ambulancen. Først i ambulancen kom der gang i hjertet igen.
I fire dage lå Simon i koma på Gentofte Hospital, inden han kom på Hjerteafdelingen i en uge. Her fandt lægerne ud af, at der skulle en tredobbelt bypassoperation til, for at få hjertet til at fungere optimalt igen. Det betød en tur til Rigshospitalet, hvor Simon sammenlagt var indlagt i 22 dage. I dag er han heldigvis helt uden mén.
Fredag i den forgangne uge deltog både Claus og Simon ved den særlige event 'Årets Hjertereddere 2017', som Hjerteforeningen, sammen med Østifterne, afvikler hvert år. Her blev Claus hyldet for at have reddet Simons liv.
Hjerteforeningen havde i alt modtaget 58 indstillinger til prisen, og involverede fra godt 40 redninger var mødt frem til eventen, hvor Peter Mygind præsenterede redningerne, interviewede og hyldede hver enkelt hjerteredder.