Grov tricktyvebande fanget og smidt ud
I weekenden fik en kvindelig tricktyv en straksdom på 90 dages ubetinget fængsel og indrejseforbud de næste seks år. Også en litauisk butikstyv blev dømt og smidt ud
En 33-årig rumænsk kvinde trådte den 16. februar ind i en frisørsalon i Hellerup med sin 13-årige søn.
Pludseligt fik kvinden det dårligt og bad om lov til at låne toilettet, men ude i baglokalet blev hun taget på fersk gerning i at stjæle kontanter, og moren flygtede ud af butikken med sin søn.
Samme trick forsøgte hun sig med den 24 februar i tre butikker på Østerbro, hvor hun i den ene lykkes at stjæle 6.000 kr. i kontanter. Politiet blev tilkaldt og med hjælp fra vidneforklaringer, lykkedes det sidst på dagen at anholde kvinden og to mænd på hhv. 35 og 22, som transporterede moren og sønnen rundt, mens de ventede uden for i bilen.
"Vi var heldige at være på det rette sted, da vi fik en anmeldelse om tricktyveriet. Vi fik indsamlet vidneforklaringer samt hvilken bil de kørte i, og fulgte så efter dem det meste af dagen, for til sidste at gå ind og anholde dem," siger Carsten Spliid, politikommissær og sektionsleder for lokal efterforskning i Station Syd.
Den efterfølgende dag blev kvinden og de to mænd fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hillerød, hvor de erkendte tyverierne i perioden fra den 16. - 24. februar.
Alle tre fik straksdomme og indrejseforbud i seks år. Hvor moren skal afsone 90 dages ubetinget fængsel, før hun skal forlade landet, skal de mænd sidde 60 dage i fængsel.
Den 13-årige søn blev hentet til Tyskland af et familiemedlem.
Straksdom til butikstyv
I Nettoen på Smakkegårdsvej blev en 25-årig mand fra Litauen taget i butikstyveri lørdag aften, hvor han stjal to laksesidder og to flasker rødvin.
Den unge mand havde allerede et indrejseforbud, der gjaldt indtil den 28. februar, så da han blev fremstillet i retten fik han en straksdom på 20 dages fængsel og indrejseforbud de næste seks år.
"Det seneste år har man valgt at bruge straksdomme i sager, især inden for tricktyveri og butikstyveri, fordi de ofte er fyldt belyst, så der ikke er nogen grund til ikke at dømme sagen. Det sparer nogle ressourcer, når vi ikke skal varetægtsfængsle folk i en uge og stille et nyt retsmøde op. Jeg tror både, at retten og forsvaret kan være tilfredse med det. Men der er selvfølgelig nogle sager om tricktyveri, hvor vi varetægtsfængsler, fordi vi tror, at de har lavet noget mere,” siger Carsten Spliid.