Ægtepar fik tæsk af naboens gæster
En fest på Havnevej i Havnsø ved Kalundborg udviklede sig lørdag aften til vold mod naboerne.
Klokken 23.10 anmeldte en kvinde, at hendes 50-årige mand var blevet overfaldet af gæster hos naboen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Optakten var, at hun havde påtalt over for naboen, at nogle planter var blevet knækket/ødelagt i forbindelse med festen hos naboen. Det medførte et skænderi, hvor gæster fra naboen kom ind på anmelderens grund, og der opstod tumult, fordi indtrængningen blev optaget på en mobiltelefon af anmelderen. Telefonen blev slået ud af hendes hånd, hvorefter manden blev overfaldet med adskillige slag fra et par mænd fra naboens fest.
Politiet kørte til stedet og gennemså videooptagelsen, og to mænd på 40 og 44 år fra Føllenslev kunne udpeges som gerningsmænd til volden mod den 50-årige. Begge gerningsmænd blev anholdt og sigtet for vold, oplyser politiet.