Fortsæt til indhold

Sådan fik hun skovlen under ham

Krimi
Finn Due Larsen

Et forsøg på blufærdighedskrænkelse blev mandag i Smørum afværget af en 14-årig pige og hendes far. En mand havde over Snapchat skrevet med pigen, og fortalt hende at han var fra et modelbureau.
Han ville give hende mellem 8.000 og 13.000 kroner for at få et billede af hende i undertøj, et billede han kunne bruge til hendes fremtidige modelkarriere.
Men pigen blev mistænksom overfor manden, og hun fortalte det til sin far.
De tjekkede manden ved at gå ind på en hjemmeside fra det modelbureau, som han påstod han var fra.
“Her fremgik det klart og tydeligt, at modelbureauet aldrig søger efter modeller via de sociale medier”, fortæller Henrik Laugesen fra Nordsjællands Politi.
“Altså var det helt klart en svindler.”
Han roser pigen og hendes far, og fremhæver historien som eksempel på at man skal være på vagt overfor hvad der foregår på nettet - og måske især de sociale medier.
“Hun nåede ikke at sende noget billede af sig selv”, tilføjer Henrik Laugesen.
Om manden bliver pågrebet, er så et mere åbent spørgsmål:
“Den slags sager, med Snapchat, hvor et billede sendes og forsvinder igen, er svære at efterforske”, siger Henrik Laugesen.