"Hvad ville du gøre, hvis vi var alene i et rum kun iført undertøj?"
"Hun går med ondt i maven hele weekenden, og først mandag aften under aftensmaden, fortæller hun, at hun har en hemmelighed, der gør ondt i maven, som hun gerne vil fortælle om. Min datter og jeg har en aftale om, at man gerne må have hemmeligheder, men gør de ondt i maven, så skal man fortælle dem. Så fortæller hun mig om episeoden - og jeg stivner."
27-årige Simone Schødts fra Asnæs den nordvestlige del af Sjælland troede næppe sine egne ører, da hendes datter fortæller hemmeligheden. På en populær App til børn er hendes 9-årige datter nemlig blevet krænket - af en bruger, der kalder sig jacob409, som præsenterer sig som en 12-årig dreng.
"Alle alarmklokker ringer jo, og jeg fik jo en stor knude i maven. Så nu vil jeg bare advare andre forældre mod det spil," fortæller Simone Schødts.
Simones 9-årige datter fortæller, at brugeren jacob409 pludselig spørger hende, hvad hun ville gøre, hvis de var alene sammen i et rum - kun iført undetøj.
Det fik straks den 27-årige mor til at tjekke telefonen, men datteren havde allerede slettet spillet og alle oplysningerne
"Jeg siger til hende, at det er rigtig godt, hun fortæller mig det, og jeg er stolt af måden, hun tacklede hans spørgsmål på. Derefter lavede jeg et opslag på facebook, for at advare andre forældre om dette spil, som har en chat-funktion, hvor man kan skrive med folk, man ikke kender."
Herefter tager Simone Schødt fat i folkene bag Momio og fortæller om episoden.
"De fortalte mig at den bruger min datter havde skrevet med hed jacob409, og han var blevet slettet, fordi han var gået over grænsen i forhold til de regler, de har. Jeg sagde til dem, at jeg gerne ville vide, hvem der sad bag skærmen, og om det var en voksen eller et barn, men det kunne de ikke svare på," fortæller Simone Schødts.
Derefter kontakter hun politiet for at anmelde sagen. Men et par timer senere kommer der en ganske uventet mail fra Momio.
"Et par timer efter skrev Momio, at de var overbevist om, at det var en pige på 12 år, der havde skrevet med min datter, og at de derfor ikke ville politianmelde det. Jeg spurgte, hvad de byggede deres antagelser på - og at jeg selv havde politianmeldt sagen - hvortil de svarede, at det kunne de ikke oplyse af sikkerhedsmæssige grunde. For mig som mor, er det en nem måde at snige sig udenom for Momio, de har som spiludbyder et ansvar og det føler jeg ikke de tager seriøst eller lever op til," siger Simone Schødts.
Risikoen kan ikke undgåes
"Hele denne episode gør mig meget frustreret. Jeg vil for alt i verden beskytte mit barn og sørge for, hun får en sikker opvækst. Det kan desværre bare være rigtig svært, når andre med forskruede tankegange omkring børn ødelægger det. Jeg gør rigtig meget ud af denne sag, for at pointere at det på ingen måde er okay at krænke børn, hvad enten man er et barn selv eller voksen. Jeg vil også gerne have forældre til at holde øje med, hvad deres børn laver på nettet, og lære dem at navigere på nettet - ligesom vi lære dem at begå sig i trafikken. De her børnespil er desværre det rene tag-selv-bord for pædofile og børnelokkere," fortæller Simone Schødts.
Hos mobilspillet Momio er administrerende direktør Mikael Jensen ked af den oplevelse, som Simone Schødts datter har været udsat for.
"Selvfølgelig kan vi ikke helt undgå, at børn beder andre børn om upassende ting. Det sker i den fysiske verden og i den digitale verden. Vi er som udgangspunkt en åben platform, men vores sikkerhedssystemer og -processer sørger for, at der er en konsekvens for de, der bryder vores regler. Hvis man helt vil undgå muligheden for at modtage upassende indhold, så bliver man næsten nød til at lukke for internetadgangen for børn. Det mener vi ikke, er vejen frem og til gavn for børnene," skriver direktøren i en mail til Dagens.dk.
Firmaet vil dog ikke afsløre, hvordan at man er kommet frem til, at det er et barn, der har forsøgt at krænke Simone Schødts niårige datter, men siger at det i dette tilfælde er tale om en vurdering fra en sikkerhedsmedarbejder, og derfor vil firmaet ikke selv gå til politiet med sagen.
"Vores Momio medarbejdere har stor erfaring i at håndtere sikkerhed på Momio og kan ud fra den data, vi har tilgængelig, lave en meget præcis vurdering af sagen. Momio politianmelder normalt ikke en sag, hvis Momio teamet vurderer, at der er tale om et ungt barn. I stedet sørger vi for, at denne person ikke kan få adgang til Momio igen," fastlår adminsterende direktør Mikael Jensen til Dagens.dk.