Fængselsstraf og GIGANTISK millionbøde
Brødrene Ahmad og Tarek Zaiem fra Korsør, henholdsvis 32 og 38 år, er ved Retten i Næstved blevet idømt straffe på to og tre års fængsel.
Det skriver sn.dk.
Oveni fængselsstraffen skal de betale i alt 29 millioner kroner i bøde. Det skyldes at de fra 2013 og år frem har snydt statskassen for et gigantbeløb, der ifølge anklageskriftet røg op på ikke under 46 millioner kroner sammenlagt. Begge udbad sig betænkningstid, da hammeren faldt i sidste uge.
Den enorme, gennemtænkte svindel foregik blandt andet ved at sælge drikkevarer påklistret falske pantmærker til forretninger i såvel Slagelse som Korsør.
Politiet har på Tarek Zaeims adresse oven i købet beslaglagt knap 15000 ugyldige mærker, hvilket ifølge anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tegner et billede af et forsætligt svindelnummer for netop at snyde systemet.
Tarek Zaeim sad anklaget for snyd for 40 millioner kroner og skal nu betale i alt 18 millioner i bøde.
Hans 32-årige bror, Ahmad Zaeim, har dog også snydt så vandet drev, hvilket han modtager sine to års fængsel for plus den bøde, der for hans vedkommende beløber sig til 11 millioner kroner.
Han sad blandt andet anklaget for - i et par år - at have unddraget statskassen knap fem millioner kroner for sort aflønning af medarbejdere i sit firma, Vestsjællands Vikarbureau.
I et andet forhold har den 32-årige drevet virksomhed uden at betale moms, idet han forfalskede fakturaer og anvendte falsk dokumentation for afholdte udgifter for i alt 9,8 millioner kroner.