Fortsæt til indhold

Det kan være Emilies morder

Krimi
Af Daniel Sennek

Tirsdag frigav politiet nye oplysninger i Emilie Meng-sagen. Det drejede sig om en video, hvor man ser en bil køre væk. En bil, som politiet efterlyser som en Hyundai i30, og det er væltet ind med henvendelser siden.
Det skriver TV 2.
En række henvendelser, der kan få betydning for den videre opklaring. Politiet kan - og vil - nemlig ikke udelukke, at bilen spiller en central rolle. Det fortæller Søren Ravn-Nielsen, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi.
"En anden mulighed er, at det kan være gerningsmanden, men så er vi jo også nået et skridt videre, hvis det er den hypotese, der holder," siger Søren Ravn til TV 2.
Politiet har siden efterlysningen blev frigivet fået cirka 75 henvendelser af forskellig karakter. Deriblandt nogle stykker, som de nu skal i gang med at undersøge nærmere.
En bil som den hvide Hyundai i30, der nu efterlyses, er en ret almindelig bil i Danmark, men det afskrækker ikke politiet.
"Vi håber på med denne her appel, at de personer, som har været omkring den bil den 10. juli om morgenen, henvender sig. De fleste mennesker kan huske – i hvert fald hvis man har opholdt sig i og omkring Korsør – at de var på stedet, og der håber vi, at de så reagerer på denne appel, selvom de ikke har givet sig til kende tidligere," siger altså vicepolitiinspektør ved Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi, Søren Ravn-Nielsen.