Fortsæt til indhold

"Vi vil ikke finde os i det"

Formanden for Helsinge Erhvervsforening, Christian Gordon Jessen, gik på tv og proklamerede ’Vi vil have Helsinge tilbage’

Krimi
Jesper Gisli

En tankpasser i Skærød der bliver afkrævet beskyttelsespenge, tæskehold og opgør om hashmarkedet, og hashhandel ved Helsinge Hallen og på stationen.
Christian Gordon Jessen er klar i spyttet, når han som formand for Helsinge Erhvervsforening siger fra over for de rødder, der, ifølge Gordon, de seneste uger har sat en utryg dagsorden i og omkring Helsinge centrum.
I TV2 Lorry proklamerede formanden at: 'Vi vil have Helsinge tilbage' - og over for lokalavisen Ugeposten forklarer Christian Gordon, at han ikke ønsker at tale problemerne op og byen ned, men at han blot vil gå forrest og sige fra over for de der skaber utrygheden.

Helsinge skal være en tryg by at arbejde og leve i

“Vi vil ikke finde os i det. Det er vores klare melding til dem. Det skal stoppe. Vi vil ikke acceptere, at de sidder og sælger stoffer, hvor vores unge mennesker er og går til sport, for eksempel foran Helsinge Hallen og på stationen. Vores børn og unge skal kunne leve og færdes frit og gå til sport i fred, uden at blive tilbudt stoffer. Det skal stoppe”, siger Christian Gordon Jessen til Ugeposten.
“Helsinge skal være en tryg by at arbejde og leve i, og der er altså ingen forretningsdrivende, der skal afkræves beskyttelsespenge eller chikaneres på anden vis. Vi vil ikke finde os i det”, siger Christian Gordon Jessen til lokalavisen Ugeposten.