Her er hendes bøn til alle forældre
"Hjælp mig med at dele vigtig viden." Sådan indleder Trine Baadsgaard et facebookopslag. Trine Baadsgaard er mor til Mathias Baadsgaard, der efter et tragisk forløb døde af meningitis i januar sidste år. Den kun 16-årige dreng var dengang på efterskole.
Et lignende forløb ramte Birkerød Gymnasium omkring nytår, hvor en 17-årig elev fra 2.g på skolens IB-retning på tragisk vis også døde af sygdommen. Derudover blev endnu en 17-årig elev smittet, men vedkommende er behandlet og rask igen. Det fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at anbefale, at alle elever og medarbejdere på Birkerød Gymnasium og HF tilbydes forebyggende behandling og vaccination.
Oplaget har Trine Baadsgaard lavet for at gøre opmærksom på, at det ikke havde behøvet gå så galt:
"Vores søn Mathias døde af meningitis 16 år gammel i januar sidste år. Fra han fik de første symptomer, som var feber og opkast, til hans liv ikke stod til at redde, gik der 24 timer. Mathias havde IKKE nakkestivhed på noget tidspunkt men en stigende hovedpine. De blodansamlinger, der også er et tegn på meningitis, havde han først til allersidst. Hans symptomer var altså: Høj feber - der dog faldt til stort set ingen feber i løbet af dagen, opkastning og hovedpine. Intet andet," skriver moderen i sit opslag på Facebook.
Efter hans død lovede Trine Baadsgaard sig selv, at ingen unge mennesker og deres forældre skulle være uvidende om, hvor farlig sygdommen er og, hvad man kan gøre for at forhindre den.
"Det berører mig dybt, at jeg ikke har været i stand til at holde mit løfte til Mathias! Og lige nu er det som om, de unge mænd dør om ørerne på mig. Siden Mathias døde for kun et 1 år siden – er to unge mænd på 17 og 18 år også døde af præcis det samme. Det giver altså tre døde unge mænd på et år alene i Københavnsområdet," skriver hun.
"Jeg tænker og tænker, om de to sidste dødsfald kunne være undgået, hvis bare de, deres forældre eller de behandlende læger havde kendt til Mathias" sag."
"Derfor er min opfordring: Få jeres unge mennesker vaccineret. Man KAN faktisk vaccinere mod den meningitis Mathias døde af, og man gør det med unge mennesker i mange andre lande, bl.a. i Norden. Men vi vidste det ikke og havde måske også fravalgt det, hvis vi havde set på, hvor lille risikoen er. Men med den viden jeg har i dag, ville jeg ikke tøve, og derfor skal I have denne viden.
For det sker jo – og særligt der, hvor unge mennesker er tæt sammen – på efterskoler, højskoler, kostskoler. Hvis det var mig, så ville jeg sørge for, at mine unge fik den vaccine – hellere i dag end i morgen," skriver hun i sin opfordring.
"Jeg er en mor, der mistede min søn til en sygdom, han kunne være vaccineret mod. Men jeg vidste det ikke. Jeg er ikke ekspert, men synes at andre skal vide det samme, som jeg ville ønske at have vidst – det er min eneste mission. Så det er mit løfte: At jeg vil gøre, hvad jeg kan for at, det ikke sker igen – og igen. Derfor. Hjælp mig med at dele denne vigtige viden."
Opslaget er i skrivende stund delt 55.000 gange.