Fortsæt til indhold

Færgetrafikken genoptaget efter alvorlig trussel

Krimi
Jacob Nielsen

OPDATERING KLOKKEN 14:15
Politiet har nu undersøgt de første færger mellem Danmark og Tyskland, og efter undersøgelserne er de nu blevet frigivet til sejlads igen. Derfor begynder færgerne nu igen at sejle. Politiet vil dog stadig være til stede og foretage yderligere undersøgelser i områderne og ved skibene.

OPRINDELIG ARTIKEL:


Hvis du har planer om en færgeoverfart til Tyskland i dag, så kan det godt være, at dine planer må ændres. En trussel mod Scandlines færger har nemlig lammet færgetrafikken onsdag eftermiddag.
Samtlige færger på ruterne Rødby/Puttgarden, Gedser/ Rostock og Helsingør/Helsingborg er blevet evaueret og skal nu af sikkerhedsmæssige årsager undersøges nærmere, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
"Jeg kan bekræfte, at der er blevet indtelefoneret en trussel mod en af vores færger. Vi følger på nuværende tidspunkt politiets anvisninger, men jeg kan ikke gøre det mere konkret. Vi ved heller ikke, hvilken rute eller færge, som det drejer sig om," siger Anette Ustrup Svendsen, der er head of Corporate Communications hos Scandlines, til Ekstra Bladet.

"Så snart vi ved mere, sender vi en ny meddelelse ud. Men lige nu opfordrer vi til, at folk er tålmodige," siger politiinspektør Kim Kliver, der ikke kan give en tidshorisont på, hvornår færgerne sejler igen.