Fortsæt til indhold

Efterlod ham på jorden - stukket ned med kniv

Der opstod tumult mellem fem unge, fulde mænd og en buschauffør og en 23-årig mand, der blev stukket i benet

Krimi
Mikkel Brøgger Petersen

Fredag kl. 22.49 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at en 23-årig mand var blevet stukket med en kniv i benet på Rævehøjvej i Lyngby.
Det startede med, at fem fulde, unge mænd kørte med bus og er meget højtråbende. De stod af, da bussen holdt ved Professor Osenfeld Kollegiet.
Den 23-årige mand kiggede efter dem, fordi de råbte. Det blev én af de højtråbende mænd vred over og bankede på ruden.
Buschaufføren gik sammen med den 23-årige ud af bussen til de fem fulde mænd. Tumult opstod, og den 23-årige blev stukket i højre forlår og venstre baglår med, hvad Nordsjællands Politi formoder er en kniv.
En ambulance kom til stedet, men kørte ikke frem, før politiet ankom, fordi der var en del mennesker forsamlet på stedet, og ambulancen ville gerne have politiet frem først.
Vidner fortæller, at de fem mænd, som beskrives som etniske danskere, stod på ved Lyngby Station, hvor de muligvis også har hævet penge.
Nordsjællands Politi er i gang med at skaffe overvågning fra banken.