Fortsæt til indhold

Så kort går der fra anmeldelse til ankomst

Tal fra Rigspolitiet viser, at Østjyllands Politi har den bedste gennemsnitlige responstid blandt alle landets kredse

Krimi
Danni Paulsen

8 minutter og 43 sekunder.
Så kort tid gik der i gennemsnit i størstedelen af 2016, fra Østjyllands Politi modtog en anmeldelse, til en patrulje var fremme.
Det viser Rigspolitiets opgørelse over politikredsenes responstider i de første tre kvartaler af 2016.
Østjyllands Politi er den politikreds med hurtigst responstid af alle - over et halvt minut hurtigere end nummer to på listen, Københavns Vestegns Politi.
Et resultat, vicepolitiinspektør Kristian Juliussen, leder af vagt- og alarmcentralen hos Østjyllands Politi, er glad for.
“Det er vi selvfølgelig godt tilfredse med. Vi sammenligner os ikke så meget med de andre kredse, men vi vil gerne gøre det så godt, vi kan,” siger han og understreger, at opgaveomfang, geografi og organisering kan være meget forskellig fra politikreds til politikreds.
Dansk politi måler mange ting og har et væld af indsatsområder, men gode responstider er et meget vigtigt parameter, forklarer Kristian Juliussen.

Tryghedsfølelsen vigtigst

“Det betyder rigtig meget. Tryghed er vores primære mål, og i den forbindelse er responstider bare vigtige. At borgerne føler, at vi kommer hurtigt, når de virkelig har brug for os,” siger han og forsikrer, at tallet hele tiden forsøges nedbragt.
“8 minutter og 43 sekunder kan virke som voldsomt lang tid, når man står i den anden ende. Jeg kan ikke love, at vi bliver hurtigere, men jeg kan love, at vi gør alt, vi kan.”

Stor politikreds

Ifølge Kristian Juliussen forsøger vagt- og alarmcentralen hele tiden at analysere sig frem til, hvilke områder det er strategisk fornuftigst at placere patruljevogne i.
“Vi prøver at dække alle vores kommuner ligeligt, men det er en stor politikreds, og vi vil aldrig kunne dække 100 procent. Der er flest anmeldelser i Aarhus, så derfor placerer vi selvfølgelig langt flere biler der end i Grenaa,” siger han og forklarer, at der også sker en hård opgaveprioritering.
“Vi måler responstider på de sager, hvor borgerne har et ønske om, at vi kommer hurtigst muligt. Derfor prioriterer vi selvfølgelig visse opgaver højere end andre. I øjeblikket har vi fokus på at komme hurtigt ud til igangværende indbrud fremfor at komme ud og skrive et indbrud, der er sket for nogle timer siden,” siger vicepolitiinspektøren.