Velklædt østeuropæisk par efterlyses
En boghandler i Køge var torsdag udsat for et frækt tricktyveri begået af et udenlandsk par. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Lidt før klokken 13.30 kom de to personer – en mand og en kvinde – ind i boghandlen i Brogade, hvor kvinden var gået hen bagest i butikken og på gebrokkent engelsk havde spurgt om forskellige ting. Manden var forblevet i området ved kasseapparatet og havde uset fået åbnet det, så han kunne stjæle kontantbeholdningen i kassen. Han forlod butikken, hvorefter kvinden besluttede sig for at købe en vare, som hun ville betale med udenlandsk valuta. Det afslog indehaveren at modtage, og det fik kvinden til at forlade butikken for at veksle til kroner. Hun vendte dog aldrig tilbage, og efter et par minutter opdagede indehaveren, at kassen var blevet tømt.
Politiet ledte med flere patruljer efter de to, som forsvandt i ukendt retning.
De blev beskrevet som:
A: Kvinde, romænsk af udseende, ca. 30 år, ca. 160 cm, kraftig, brun i huden, brunt, kort hår. Yderligere kendetegn: Pæn i tøjet, talte gebrokkent engelsk.
B: Mand, romænsk af udseende, ca. 30 år, 175-185 cm, almindeligt bygget, brun i huden, sort, kort hår. Yderligere kendetegn: Pæn i tøjet og havde et velplejet sort fuldskæg.
Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger om de to tricktyve.