Kvinde død efter voldsomme skader
Et voldsomt hjemmerøveri i maj har nu resulteret i, at en 93-årig kvinde er død. Siden hjemmerøveriet i maj har politiet ikke kunnet afhøre en ældre kvinde på grund af skader. Nu er hun død.
Det skriver Ritzau.
Politiet efterforsker indtil videre stadig sagen som et hjemmerøveri - ikke som en drabssag, fortæller vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.
"Men det er også en meget alvorlig forbrydelse. Det er en af de alvorligste," siger Lars Peter Madsen til Ritzau.
Det var en hjemmehjælper, der fandt den ældre kvinde liggende i hjemmet den 19. maj. Kvinden havde alvorlige skader i hovedet. På grund af skaderne har politiet ikke kunnet afhøre kvinden.
Ifølge Lars Peter Madsen var kvinden sin høje alder til trods frisk og selvhjulpen indtil røveriet.
"Hun er død som følge af de skader, hun fik ved røveriet, kombineret med hendes høje alder," siger Lars Peter Madsen til Ritzau.
Kvinden døde den 20. juni, men det er først nu, at politiet melder det ud offentligt. Politiet har ikke foretaget anholdelser i sagen.