Tyve tankede bilen godt og vel og stak af - troede de
Af Michael Wulff
To gutter på 19 og 21 år fra Brabrand nåede ikke så langt, selvom deres bil med stjålne nummerplader tankede helt op fredag eftermiddag kl 14.41 på Circle K i Anbæk.
For efter at have tanket bil og ekstra dunke for 2.030 kroner, vendte de rundt og satte kursen mod Aarhus uden at betale.
Men på Viborgvej i Sabro ventede en politipatrulje, som anholdt tyvene, der herefter blev sigtet for benzintyveri og tyveri af nummerplade.
Det oplyser Nærpolitiet i Hammel.