Gik og sang på gangen - fem timer efter var hun død
Søndag eftermiddag forsvandt den blot syvårige pige Sara fra døgninstitutionen Egeskovhus i Viborg. På trods af en massiv eftersøgning lykkedes det ikke at finde den lille pige i live. Efter fem timer fandt politiet pigen druknet i et vandhul i nærheden. Nu afslører Viborg Kommune nye detaljer om Saras forsvinden og færden op til.
Det skriver Ekstra Bladet.
Efter Sara blev fundet druknet i vandhullet, har flere stillet spørgsmål til, hvorfor man ikke ledte ved vandhulet med det samme. Men det gjorde man faktisk.
"Personalet kiggede efter pigen i vandhullet som noget af det første," siger Ole Elbæk, Familie- og Rådgivningschef i Viborg Kommune, til Ekstra Bladet og fortsætter:
"Men som politiet har fortalt os, så dukker en druknet person først op til overfladen efter fem-seks timer. Så selvom vi ikke ved, om hun var druknet på daværende tidspunkt, virker det logisk, i og med vi først finder hende i vandet klokken 21."
Fem timer forinden er hun forsvundet. Klokken 16 ser og hører personalet, at Sara går og nyner på gangen. Medarbejderen, der går på toilettet med et andet barn, hører hende nynne imens. Enten fra gangen eller værelset.
Klokken 16:15 opdager personalet, at pigen ikke længere er på gangen eller sit værelse, og de begynder at lede efter hende i hele huset. Og fem minutter senere begynder de at lede udenfor.
Kort efter kontaktes personalets teamleder - og klokken 16.45 bliver politiet og lederen kontaktet. Et kvarter senere starter politiet den massive efterforskning, der slutter 21.15, da politiet finder pigen i vandhullet - druknet.
Den 18. juni, da Sara forsvandt, var hun sammen med 8 andre børn, en pædagog, en pædagogisk assistent og en vikar, hvilket stemte overens med grundnormeringen, oplyser kommunen på deres hjemmeside.