Fortsæt til indhold

Motorcyklist væltede på motorvej

Krimi
Henrik Gregersen

En 21-årig mand fra Hillerød var ikke til sinds at lade sig stoppe af politiet, da en færdselsbetjent fredag aften ville kontrollere ham på Frederikssundsvej i Ølstykke.
Men kontrolleret, dét endte han alligevel med at blive. Og nu med en stribe sigtelser, smerter i hånden og et skadestuebesøg, han alt sammen kunne have undgået, hvis han bare var trukket ind til siden.
Men i stedet valgte manden at dreje på gashåndtaget, og i høj fart tage den over for røde lys, en tur til Søsum, retur til Frederikssundsvej ved Veksø, ud på motorvejen via Tværvej, ind på Ring 4, og med 230 kilometer i timen ind på Holbækmotorvejen.
Alt sammen mens hans vanvidskørsel blev foreviget af et kamera i færdselspatruljens bil.
“Men da farten nåede de 230 kilometer i timen, stod patruljen af og slap manden,” fortæller Henrik Duus fra Nordsjællands Politi.
Der gik dog ikke længe, inden politiet igen fik kontakt med manden.
“Han var væltet på Fløng og forsøgte at løbe fra stedet. Men han blev taget af en hundepatrulje og anholdt. Han klagede over ondt i hånden og blev derfor kørt til tjek på skadestuen, og så er han blevet sigtet for en lang stribe af færdselslovsovertrædelser,” fortæller Henrik Duus.