Lastvogn med 20 tons grus væltede på motorvejen
20 tons grus væltede ud på Helsingørmotorvejen, da en lastvogn med anhænger væltede. Chaufføren havde kørt for længe
En lastvogn med anhænger, en såkaldt tipkærre, kom torsdag kl. 18.43 i slinger på Helsingørmotorvejen. Det fik tipkærren til at vælte om på siden, hvorefter chaufføren kørte ind i autoværnet med selve lastvognen, oplyser Nordsjællands Politi.
Uheldet, der skete ca. 100 meter nord for afkørsel 4 i nordgående retning, førte til, at der væltede ca. 20 tons grus ud over et større område.
Ingen personer kom noget til, men motorvejen blev afspærret i alle nordgående spor, mens et større oprydningsarbejde gik i gang.
Først kl. 21.41 var der ryddet så meget op, at tredje vognebane kunne åbnes. Først kl. 23.41 kunne trafikken forløbe normalt, da alle tre vognbaner blev åbnet.
Det var Dansk Autohjælp, der til sidst fik løftet lastvognen og tipkærren op, men arbejdet blev besværliggjort af, at ladet på tipkærren først skulle skæres af.
Ifølge den foreløbige vurdering fra den tilkaldte bilinspektør skyldtes uheldet formentlig en fejl på bremsesystemet. Det står dog også klart, at chaufføren, der kommer fra Hedehusene, ikke havde overholdt køre- og hviletidsbestemmelserne, for fartskriveren viste, at han havde kørt i over 12 timer.