Fortsæt til indhold

Du skal ikke tage billeder af os!

Krimi
Fred Jacobsen

“Du skal ikke tage billeder af os! Gi' os din telefon!”
Nogenlunde sådan må det have lydt, da en 45-årig kvinde fra Humlebæk lørdag aften omkring klokken 22 mødte to personer på Sørens Allé i Lave Skov i Humlebæk.
Kvinden, der bor i nærheden, luftede hund og så en Peugeot personbil i skoven.
“Da der har været nogle problemer med, at folk kaster affald fra sig på stedet, tog hun sin mobiltelefon op og ville for en sikkerheds skyld tage et billede af bilen,” fortæller politikommissær Mogens Mogensen fra Nordsjællands Politi.
Det skulle den 45-årige hundelufter så ikke have gjort: For ud af bilen steg to, ifølge Mogens Mogensen, “delvist afklædte” personer og ville have hundelufteren til at udlevere sin mobiltelefon.
Den opfordring havde den 45-årige kvinde ingen intention om at følge og fortsatte i stedet længere ind i skoven.
De to halvnøgne personer gik tilbage i bilen, kørte et stykke efter kvinden, men opgav så forehavendet og forsvandt.