'Han har hele gaden i sin magt. Det ender med et drab'
De seneste tre år har en 49-årig mand vakt rædsel blandt sine nærmeste naboer på en lille vej i Sommersted, der ligger mellem Kolding og Haderslev. Det skriver jv.dk.
Naboerne føler sig magtesløse i forhold til politi og andre myndigheder, som de gennem længere tid har forsøgt at råbe op. Naboerne frygter, det ender med et Vejers-drab, og hentyder til episoden tidligere på foråret, hvor en 69-årig psykisk syg mand overfaldt to medcampister - den ene mistede livet. I dagene op til havde flere forsøgt at advare myndighederne, hvis ikke snart de og den 49-årige får noget hjælp til at løse konflikterne.
"Han skal altså have noget hjælp, og det skal vi også. Jeg frygter, at det ender med drab. Den ene dag sagde han om en af de andre: "Nu går jeg altså ned til ham og smadrer det hele", fordi han havde fået ind i sit hoved, at den anden nabo havde lukket hans kat inde. Nogle gange går han ude og råber op, og vi tør næsten ikke at gå ud," siger den ene af de berørte naboer med tårerne trillende ned ad kinderne til jv.dk.
To af naboerne har allerede sat deres huse til salg. Det ene har faktisk været til salg i tre år, og kvinden i det har været udsat for, at den 49-årige har lavet hærværk mod hendes hus.
Naboerne har dog behov for, at der skal ske noget radikalt, men de føler ikke, at de bliver taget alvorligt, når de henvender sig til enten politi eller kommune.
JydskeVestkysten har talt med direktør for voksenservice, Charlotte Sheppan, som fortæller, at kommunen nu vil tage kontakt til den 49-årige og få en vurdering af, hvordan situationen er for ham, og om han kunne være interesseret i et møde med naboerne.