Fortsæt til indhold

Taxachauffør udsat for væbnet røveri af tre mandlige kunder

Krimi
Arkiv

En 60-årig taxachauffør blev natten til tirsdag klokken 03.45 udsat for røveri i Vallensbæk. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Chaufføren havde hentet tre mænd på Hovedbanegården i København og kørt dem til Højstrupparken i Vallensbæk,
hvor de skulle sættes af. Da mændene var på vej ud af taxaen, trak den ene pludselig en kniv frem og truede chaufføren til at udlevere sin mobiltelefon og andre ejendele, hvorefter de alle tre løb fra stedet.
Taxachaufføren havde kun mulighed for at beskrive to af de tre gerningsmænd. De beskrives som:

A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 20-25 år, 165-170 cm. høj, spinkel af bygning med sort, kort hår og var iført en mørk hættetrøje.
B: Mand, 175-180 cm. høj, spinkel af bygning med sort, kort hår.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Ring 43 86 14 48 eller 1-1-4.