Engelsktalende mand gik amok - men fik pludselig hele togvognen på nakken
Simon Schelde er 23 år, studerer på Københavns Universitet og arbejder fpr Folketingspolitiker Eva Kjer Hansen. Og så var han og kæresten offer for en voldsom hadforbrydelse i et tog på vej til Jylland torsdag den 6. juli. Her gik en engelsktalende mand nemlig amok på Simon og hans kæreste - blot fordi de er homoseksuelle.
Det skriver BT.
"Vi var lige steget på et tog fra Hovedbanegården i København. Der gik ikke mere end fem minutter, og så får jeg et kys på kinden af min kæreste. Det får gerningsmanden til at rejse sig op og spytte ned på mig. Jeg fatter slet ikke, hvad der sker," fortæller Simon Schelde til BT - og fortsætter:
"Jeg rejste sig op og råbte til manden. Men i stedet for en forklaring fik jeg en knytnæve i ansigtet. Dér mistede jeg fatningen. Jeg når ikke at tænke særlig meget. Vi er ikke vant til den slags, og vi har slet ikke tænkt over, det kunne ske. Vi blev chokerede og kede af det."
Heldigvis for Simon og kæresten sluttede historien ikke der. For hele togkupéen, som var fyldt med passagerer, trådte nemlig til. Da det gik op for dem, hvad der var sket, begyndte flere at buhe af manden, der slog Simon Schelde. Passagerne fik fat i togkontrolløren, og sammen fik de ringet til politiet og låst gerningsmanden inde i toget. Nogle spurgte også Simon Schelde og kæresten, om de var okay.
"Jeg synes folks reaktion var fantastisk. Det er dejligt bekræftende, at folk reagerer sådan," siger Simon Schelde til BT.
Hadforbrydelser, som Simon Schelde var udsat for, der sker fordi offeret eller ofrene er homoseksuelle, er steget med 53,85 procent fra 2015 til 2016.
Simon Schelde og hans kæreste stod af sammen med gerningsmanden i Høje Taastrup, hvor de afgav forklaring til politiet. Efterfølgende har Simon Schelde slået et opslag op på Facebook om episoden, hvor han takker alle dem, som hjalp.
"Selvom det er hårdt, det gør ondt, det gør en ked af det, at være udsat for sådan en oplevelse, er jeg utrolig taknemlig over at se en hel togkupé rejse sig op og være på vores side, spørge om vi var okay og havde brug for noget. Jeg er taknemlig for DSB's personale, der håndterede situationen med så stor professionalisme. Jeg er så taknemlig over politiet hurtigt tog affære på Høje Taastrup station, og førte manden væk, og fik os afhørt med det samme," skriver han i opslaget.