Men så gik det helt galt
En motorcyklist holdt opvisning på offentlig vej i Sabro ved Aarhus, men det skete for øjnene af en politipatrulje, og så gik det helt galt.
Episoden fandt sted tirsdag eftermiddag på Vistoftvej i Sabro. Klokken 14.15 kom en 23-årig mand kørende i høj fart på motorcykel - uden styrthjelm og udelukkende på motorcyklens baghjul.
Ud fra en sidevej kom tilfældigt en politipatrulje, som den 23-årige ikke ønskede at tale med. Han satte derfor farten yderligere op og tog den også overfor rødt lys i T-krydset Vistoftvej og Viborgvej.
Men den 23-årige mistede herredømmet i svinget og styrtede. Herved brækkede han højre arm og højre kraveben.
Politifolkene fik tilkaldt ambulance og kunne konstatere, at den 23-årige ikke havde kørekort, og at motorcyklen var meldt stjålet ved et indbrud.