Fortsæt til indhold

Han så bare Tour de France

Cykel-glad mand fra Ølstykke havde ikke brug for beredskabspatruljen

Krimi
Kenneth Tanzer

Er man fan af Tour de France, så ved man også, at en almindelig etape godt kan holde én klistret til tv-skærmen i flere timer.
Men en dame fra Søhøj Park i Ølstykke blev alligevel så bekymret over ikke at have set sin mandlige nabo et stykke tid, at hun tirsdag kl. 12.22 kontaktede Nordsjællands Politi.
“Hun vidste ikke, om der var sket ham noget, så hun tog ingen chancer. Vi sendte kort efter en beredskabspatrulje til Ølstykke, men manden havde det fint og undrede sig over postyret. Han sad bare og så Tour de France,” siger politikommissær Erik Pontoppidan.