Fortsæt til indhold

Nægter at forlade lejligheden

Krimi
Arkiv

Selv om to store indvandrerfamilier er uønskede som beboere i boligselskabet Bolig Korsør og har fået ophævet deres lejemål, så nægter familierne at forlade deres lejligheder på Motalavej i Korsør.
Det fortæller beboerformand Ebbe Jens Ahlgren til Ekstra Bladet.
27. juni blev familierne bortvist fra boligselskabet. De fik en frist på fem dage til at pakke flyttekasserne og rømme deres boliger. Men intet er sket.
"De to familier er gået til en advokat, og advokaterne har gjort indsigelse mod ophævelsen af lejemålet. Familierne er utilfredse med, at de skal flytte. Advokaterne kender jo reglerne. De er klar over, at der er en indsigelsesfrist på seks uger," siger Ebbe Jens Ahlgren til Ekstra Bladet.
Bolig Korsør har en såkaldt nultolerancepolitik. Det betyder, at selskabet vil ophæve lejemål for beboere, der dømmes for alvorlig kriminalitet, som er begået lokalt.
Og da to drenge på 16 og 17 for nylig fik straffe på hver et års fængsel for røveri og vold mod en 65-årig pensionist, valgte Ebbe Jens Ahlgren som konsekvens af dommen at sætte drengenes familier på gaden.
Boligformanden fortæller til Ekstra Bladet, at familiernes indsigelse ikke får nogen som helst betydning for boligselskabets vurdering. Uanset hvad de måtte gøre gældende, så vil boligselskabet fortsat kræve, at de flytter fra kvarteret.