Fortsæt til indhold

Erkender helt basale fejl

Krimi
Af Daniel Sennek

Man hører tit, at det første døgn i en persons forsvinden er det vigtigste. Og nu erkender politiet, at der er begået helt basale fejl i de første tre dage af efterforskningen af 17-årige Emilie Mengs forsvinden.
Det sker et år efter Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station, at Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi over for BT erkender, at de i den første og kritiske fase af Emilies forsvinden begik elementære fodfejl.
"Indledningsvis har der været en kaosfase, fordi man skulle finde sine ben at stå på i forhold til, hvilken type sag det var. Og det ville være forkert at sige, at politiet i sådan en kaosfase ikke begår fodfejl. Det gør vi," siger politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, til BT.
Emilie Meng forsvandt den 10. juli klokken fire om natten på Korsør Station, da hun tog afsked med sine venner. Fem en halv måned senere bliver hendes lig fundet i en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland, cirka 65 km fra hendes hjem.
I de første dage lå sagen hos flere forskellige ansatte i politikredsen, og først onsdag overgik sagen til Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet under vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsens ledelse.
De basale fejl blev begået af politiet i forbindelse med udtalelser under de første tre dage i sagen. Blandt andet fortalte politiet, at de åbenlyst betragtede Emilie Mengs forsvinden som frivillig på grund af kærestesorger.
"Vores tese netop nu er, at vi tror, hun er i live. For et par måneder siden stak hun af til København på grund af kærestesorger. Det kan være det samme, det handler om nu. Hendes kæreste har - fra hvad vi ved fra hendes veninder - netop forladt hende," sagde indsatsleder Flemming Jensen til BT mandag den 11. juli.
Desuden fortalte politiet, at Emilie Meng tilsyneladende havde været aktiv på Facebook.
"Det lader til, at hun ser sine beskeder. Hendes profilbillede viser sig ved de beskeder, som folk sender hende, og det må betyde, at hun er aktiv på en eller anden måde," sagde samme Flemming Jensen til Sjællandske Medier - men måtte dog trække udtalelsen tilbage samme dag..
Politiets udmeldinger i de første dage resulterede i talrige henvendelser fra borgere rundt omkring i landet, der mente at have set Emilie i live. Henvendelser, som politiet hver gang var nødt til at reagere på.
Håbet om at finde Emilie Meng i live fik samtidig et stort antal civile eftersøgere til at lede efter den forsvundne teenager i området omkring Korsør Station. I visse områder kan de civile eftersøgere have været der, før politiet var på stedet.
Men Kim Kliver mener dog ikke, at de "præmature" udtalelser i de indledende kritiske timer af sagen har haft en negativ effekt på opklaringsarbejdet.