"Hvad vil du gerne have, der skal ske - her er kold champ og luskede trixx"
En praktiserende læge fra Esbjerg Kommune har fået sin dom, efter han nu er blevet dømt skyldig i misbrug af sin stilling og blufærdighedskrænkelse. Sagen startede helt tilbage i juli 2015, og har nu medført, at lægen har fået en bøde på 8.500 kroner for at have sendt flere blufærdighedskrænkende sms-beskeder til en 25-årig kvindelig patient.
Det skriver Jydske Vestkysten.
Natten mellem den 13. og den 14. juli modtog kvinden tre sms'er fra lægen, der ifølge anklageskriftet lød:
"Skal du på Vinbaren 2night - og hvad vil du gerne have, der skal ske - her er kold champ og luskede trixx", "vi har da været i stue sammen . og på 2mands m/k hånd og sågar - rørt! Og jeg er mer end halv voksen", samt "vi talte om du kom på Vinbaren og at modne mænd kunne være ok".
Lægen har i retten forklaret, at han den nat var lidt "besoffen", og at han havde hendes telefonnummer fra klinikken. Undervejs beklagede han og fortalte, at han havde en hård tid. Lægen blev desuden dømt for en lang række trafikforseelser, der gav ham fire klip i kørekortet og en ubetinget frakendelse af førerretten.