Fortsæt til indhold

Sigtet for grov børneporno

Krimi
Arkiv

En 18-årig mand er blevet anholdt og sigtet for besiddelse og distribution af grov børneporno. Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Højgaard Jørgensen til Ekstra Bladet.
Den 18-årige mand blev anholdt mandag og fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.
Vicepolitiinspektør Peter Højgaard Jørgensen fortæller til Ekstra Bladet, at sagen begyndte for mere end to måneder siden, da politiet ransagede den unge mands adresse. Her blev et par computere konfiskeret og sendt til Rigspolitiets Nationalt Cyber Crime Center, NC3, hvor indholdet skulle undersøges nærmere.
"Resultaterne af undersøgelsen viser altså nu, at der er tale om meget grov børneporno, og derfor er han blevet anholdt. Undersøgelserne er stadigvæk i gang, så jeg kan ikke sige noget om omfanget," siger Peter Højgaard Jørgensen til Ekstra Bladet.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvordan politiet kom på sporet af, at den 18-årige var i besiddelse af børneporno.