"Vi offentliggør dem, hvis du vidner! Og kommer efter din familie!"
"De tvang ham til at tage sit tøj af og tog nøgenbilleder af ham. De truede med at slå ham, og de sagde, at de ville komme efter ham og hans familie, ligesom de truede med at videregive nøgenbillederne, hvis han afgav yderligere forklaring til politiet eller i retten."
Sådan fortæller Susan Lindgaard Nielsen, der er anklagerfuldmægtig hos Sydøstjyllands Politi, om en retssag, der netop er afsluttet ved Retten i Horsens til Horsens Folkeblad.
I den netop afsluttede sag er to mænd på henholdsvis 21 og 23 år blevet idømt ubetinget fængsel i ni og fem måneder. Det sker i en sag om trusler, ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse af et vidne i en retssag. Offeret var vidne i en sag, hvor en 19-årig mand stod tiltalt for at kaste en flaske mod en politibil, hvorefter den splinterede i hovedet på en 36-årig politielev.
Den episode skete 16. december sidste år, og den 23. februar i år, opsøgte de syriske mænd vidnet, hvor truslerne og blufærdighedskrænkelsen fandt sted. Den ene af de to gerningsmænd skal desuden forlade Danmark - den ældstes udvsining blev gort betinget.
"Retten lagde vægt på, at episoden bar præg af en vis planlægning i forbindelse med at få vidnet til at komme til stedet, at forholdet blev begået i fællesskab, at episoden forløb over flere minutter, og at den - ud over blufærdighedskrænkelsen - indebar en høj grad af frygt hos og ydmygelse af den forurettede," siger Susan Lindgaard Nielsen i en pressemeddelelse fra politiet.
Den 21-årige blev ligeledes dømt for grov vold ved 23. marts sidste år at have stukket en person i låret med en kniv. Han blev idømt ni måneders ubetinget fængsel og en betinget udvisning af Danmark - fordi forældre og søskende er i Danmark, han har været tilknyttet det danske arbejdsmarked og har ingen reel tilknytning til Syrien.
Den anden tiltalte blev idømt fem måneders ubetinget fængsel og en ubetinget udvisning af Danmark. Retten lagde her vægt på den begåede kriminalitet, at han er 23 år, har haft lovligt ophold i Danmark i godt to år, ikke har familie i Danmark, har al sin familie i Syrien og derfor en begrænset tilknytning til Danmark. Han fik sammen med udvisningen et indrejseforbud i seks år.
Begge tiltalte var tidligere ustraffede.