"Dybt godnat! Det er en hetz"
Socialdemokratiet vil droppe støtten til friskoler, hvor mere end 50 procent af eleverne har udenlandsk baggrund. Reelt vil det betyde, at flere muslimske friskoler skal lukke, hvilket vil styrke integrationen ifølge Socialdemokratiet.
Det skriver BT.
"Det er ikke en kvalificeret sortering af skoler, der ikke lever op til formålsparagraffen. Det er konventionsstridende, for vi må ikke diskriminere på baggrund af etnicitet. Det er et helt godnat forslag," siger Alternativets ligestillings- og undervisningsordfører, Carolina Magdalene Maier, til BT og fortsætter:
"Jeg mangler dokumentation for, hvorfor der er problemer på alle muslimske friskoler. Jeg anerkender, at der er problemer – syv muslimske friskoler er allerede under skærpet tilsyn. Man skyder med spredehagl, hvis alle muslimske friskoler, for mange er gode skoler. Det er et populistisk, udokumenteret forslag uden sagligt hold. Så er man ikke sin opgave voksen som politiker. Det er en hetz mod de muslimske skoler."
"Det svarer til at sige, at friskoler kun med hvide børn også skal have brune børn. Men det tør Dan Jørgensen ikke sige, for det er kontroversielt. Jeg vil gerne løse problemet, men det gør man ikke ved at lukke friskoler. I København ligger friskoler med mange ikke-etniske danskere ved de store boligblokke som Mjølnerparken. Det er et boligpolitisk problem. Vi skal kigge på, hvordan vi fordeler borgerne bedre i Danmark. Det løser vi ikke ved skolepolitik," siger hun til BT.