Fortsæt til indhold

Da han blev afsløret, gik det helt galt

Den 56-årige mand tog det meget tungt at blive taget på fersk gerning

Krimi
Af Daniel Sennek

En polsk butikstyv forsøgte at tage sit eget liv, da han blev taget på fersk gerning i Kvickly i Frederikssund, da han forsøgte at kvæle sig med ledninger på toilettet, mens han og ansatte fra butikken ventede på politiet.
Det skriver Sjællandske.
Det lykkedes dog ikke for manden, og da politiet kom, blev den 56-årige mand anholdt og sigtet for butikstyveri, fortæller politikommissær Erik Pontoppidan fra Nordsjællands Politi i Frederikssund til Frederiksborg Amts Avis.
Butikstyveriet skete ved 17-tiden, hvor den 56-årige sendte en kasse, der angiveligt skulle indeholde en grill til 279 kroner gennem kasselinjen, men alarmen gik i gang, og da personalet lukkede kassen op, indeholdt den ikke en grill, men varer for sammenlagt 3274,50 kroner.
Derfor blev butikstyven tilbageholdt af en vægter, og imens man ventede på politiet, fik tyven lov til at gå på toilettet, hvor han altså forsøgte at kvæle sig.
"Der var ikke brug for ambulance, men man ønskede politiet hurtigt frem, og da han var anholdt, fik man fat på en polsk tolk," oplyser politikommissæren.
Nu skal politiet vurdere, om polakken skal have en straksafgørelse, inden han bliver løsladt.