Fortsæt til indhold

"Manden er den mest ekstreme idiot, jeg nogensinde har oplevet!"

Krimi
Af Daniel Sennek

Fredag fandt en voldsom episode sted tæt ved Kronborg. Kun en hurtig reaktion og endnu hurtigere handlinger gjorde, at en blot 6-årig drengs hånd ikke blev flænset op af et sildeforfang, der havde ramt ham i hånden. Et sildeforfang, der ifølge Nikolaj Pauli Hjort, blev kastet helt bevidst fra en fisker fra molen i Helsingør ud efter båden M/S Viking, der sejlede turister rundt om Kronborg.
Episoden beskriver Nikolaj Pauli Hjort på fiskeravisen.dk, hvor han efterlyser den man, der fredag klokken cirka 13 kastede linen ud efter skibet og ramte altså drengen. Herefter gav han sig til, på engelsk, at råbe at skibe skal være mindst 200 meter ude.
"Krogen fra sildeforfanget gik ind i drengens hånd, og kun fordi der blev handlet hurtigt gik det ikke RIGTIGT galt. Jeg fik hurtigt viklet hans fletline rundt om en pullert på skibet, så krogene ikke ville flænse drengens hånd, når linen strammede op. Herefter fandt jeg en kniv og skar linen over," skriver Nikolaj Pauli Hjort om episoden på fiskeravisen.dk.
Overfor TV 2 Lorry bekræfter ejeren af skibet, Hans Hagerup, at episoden er fundet sted.
"Manden, der kastede snøren ud, er heldigvis den mest ekstreme idiot, jeg nogensinde har oplevet. Vi lå endda længere ude, end man normalt kaster til. Jeg ønsker ikke at starte en krig mellem de to parter, og det er synd, hvis en enkelt idiot skal ødelægge det for en hel masse," fortæller han til TV 2 Lorry.
Nikolaj Pauli Hjort efterlyser nu manden i håb om at identificere ham, så han kan anmelde ham for at bringe andres førlighed i fare.