Fortsæt til indhold

Så nemt snyder udviste udenlandske kriminelle sig tilbage til Danmark

Krimi
Jacob Nielsen

Mange udenlandske kriminelle har de seneste måneder fået en udvisningsdom i Danmark, efter den nye hårde indsats mod omrejsende kriminelle og tiggere er sat i værk. Men faktum er, at de udviste let og ubesværet kan vende retur.

Et simpelt navneskifte, som udløser et nyt id-kort i eksempelvis Rumænien, er alt hvad der skal til for at omgå et dansk indrejseforbud, og det trick benytter mange rumænske kriminelle sig af, skriver Altinget.dk.
Politiet er magtesløse. Det er nemlig kun, hvis personerne anholdes for ny kriminalitet i Danmark, at man kan afsløre deres dobbelte identitet via dna eller fingeraftryk. Ellers har de i princippet frit spil.
Ifølge Altinget.dk vil Justitsminister Søren Pape Poulsen nu tage kontakt til de rumænske myndigheder for at komme problemet til livs.
"Det er selvfølgelig ikke en holdbar situation, hvis politiet oplever problemer med at identificere personer med indrejseforbud," udtaler Søren Pape Poulsen.