Fortsæt til indhold

Nu er hun dømt - sammen med datter og svigersøn

Krimi
Af Daniel Sennek

Det lignede næsten et rent familieforetagende, da fire personer i alderen 20 til 61 år forleden blev idømt store fængselsstraffe for at have haft en narkoring på Fyn.
Det skriver fyens.dk.
61-årige Susanne Basnæs, hendes 20-årige datter og 33-årige svigersøn blev nemlig ved Retten i Odense dømt for besiddelse og handel med Narkotika i Odense og Aarup. Kun en enkelt person, der ikke var i familie, blev idømt fængselsstraf - og udvisning.
DEn 61-årige mor fik tre års ubetinget fængsel, hendes datter otte måneder og hendes svigersøn, Stephan Sarpong, fik ni års fængsel. Den fjerde person, 32-årige Pellegrino Piantadosi, blev idømt seks års fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud for altid. Han stammer fra Italien.
Hele sagen begyndte de 30. september sidste år under en stor politiaktion på flere adresser i Odense og Aarup. Tre mænd og tre kvinder blev dengang anholdt, og politiet fandt både amfetamin, kokain og skydevåben.
Kigger man på dommene, så har Retten i Odense set Stephan Sarpong som hovedmanden bag narkoringen, og han fik den strengeste straf med ni års fængsel.
Det gjorde han, ifølge specialanklager Klaus Lauridsen, Anklagemyndigheden ved Fyns Politi, dels på grund af de store mængder amfetamin og kokain, der var tale om i sagen, fordi begge dele er skærpende, og dels fordi han også blev taget og dømt for besiddelse af en halvautomatisk pistol og en pencilpistol, skriver fyens.dk.
Stephan og hans italienske kumpan blev blandt andet dømt for - fra november 2015 til september 2016 - sammen at have solgt 1,5 kilo amfetamin til flere forskellige personer, ligesom de opbevarede 2,2 kilo amfetamin, 144,8 gram hash og 627 rivotrilpiller hos Susanne Basnæs, og 194 gram amfetamin hos den 20-årige datter.
Derudover var de begge i besiddelse af amfetamin, hash, pot, hashmix med henblik på salg.
Alle fire har udbedt sig betænkningstid med hensyn til, om de vil modtage byrettens dom eller anke den til landsretten.