Mænd stjal pantflasker fra værtshus - stak af på damecykler
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
To mænd på 29 og 34 år blev søndag middag anholdt og sigtet for indbrud, efter de ved 11-tiden brød ind i en baggård på Skt. Clemens Stræde.
Herfra stjal de en stor mængde pantflasker fra en container, der tilhører et værtshus. En årvågen medarbejder så tre mænd luske rundt med sorte affaldssække.
De forsvandt ind i baggården og kom tilbage med fyldte sække, der klirrede.
Medarbejderen kontaktede derfor politiet, som sendte en patruljevogn på udkig efter mændene. Få minutter efter så politiet to mænd, der passede på signalementet.
De kørte begge på damecykler og havde hver en sort sæk med tomme flasker i cykelkurven. Desuden var de i besiddelse af en lille jernstang, som angiveligt var blevet brugt til at bryde porten til baggården op.
Begge mænd blev anholdt og sigtet for indbrud. Den tredje mand var umiddelbart ikke til at finde.
dp
Døgnet i øvrigt
22-årig anholdt for fuck-råb efter "forkert" politikreds
En 22-årig mand havde hverken styr på politikredse eller sit sprogbrug søndag morgen, da han gik rundt i Aarhus C. Den 22-årige og en flok af hans venner var særdeles højrøstede, og da en politibil kørte forbi dem på Store Torv, følte den unge mand trang til at råbe efter betjentene. Det blev til et: "Fuck Aarhus Politi". Den 22-årige vidste angiveligt ikke, at det rettelig hedder Østjyllands Politi. Måske vidste han heller ikke, at det er strafbart at råbe den slags efter politiet. Resultatet blev, at den 22-årige anholdt kl. 6.44 søndag morgen, sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
20-årig smed joints op på taget
En 20-årig mand forsøgte at smide stofferne fra sig, da en patruljevogn nærmede sig søndag kl. 23.23 på Søndervangs Allé i Viby. Det opdagede betjentene i bilen dog. De kørte efter manden og pågreb ham. Den ene betjent gik op på taget og fandt hurtigt to joints. Den 20-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse euforiserende stoffer.
Stjal chokolade fra tanken - glemte at betale
En 44-årig mand blev søndag kl. 09.29 anholdt og sigtet for tyveri, efter han havde stjålet fire plader chokolade fra Circle K på Tilst Parkvej i Tilst. Ekspedienten så via overvågning, at den 44-årige stak chokoladepladerne ind under jakken, hvorefter han gik ud til en bil, som hans ven var ved at tanke op. Ekspedienten ringede til politiet, der hurtigt kom frem. Manden tilbød nu at betale for chokoladen, men det var for sent. Efter at betjentene havde set overvågningsvideoen og fundet fire plader chokolade på bilens sæde, blev manden anholdt og sigtet for tyveri.
Anmeldelse af skud i Viby
Østjyllands Politi fik søndag aftes kl. 22.28 anmeldelser om, at der havde været skyderi på Neptunvej i Viby. To biler blev set på vejen og nogle personer løb rundt ved bilerne, angiveligt med noget, der lignede skydevåben. Da politiet dukkede op, var der dog hverken spor efter gerningsmænd eller skyderi i området.
Anholdt for at stjæle parfume i Magasin
En 23-årig mand blev søndag kl. 17.33 taget på fersk gerning af en butiksvagt, da han stjal parfume for flere tusinde kroner. Vagten tilbageholdt manden, indtil politiet kom frem. Her blev manden anholdt og sigtet for tyveri.
Færdsel
En bilist formåede kl. 09.33 søndag både at ødelægge et elskab og en postkasse på Kirkegade i Auning, da vedkommende åbenbart mistede kontrollen over bilen. Bilisten kørte op over fortovet og ind i kanten af forhaven til et privat hjem. Herefter kørte bilisten videre. Politiet fandt dog frem til den bil, der formentligt var brugt ved uheldet. Den stod fuld af jord på en parkeringsplads tæt på. Bilen var tidligere blevet solgt til skrot. Politiet er nu i gang med at finde frem til gerningsmanden.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Rosenvangs Allé i Højbjerg begået mellem fredag d. 28/7 kl. 22.00 og søndag d. 30/7 kl. 10.00
- På Brorsonsvej i Viby begået søndag d. 30/7 mellem kl. 10.00 og kl. 16.15
- På Dunhammervej i Viby begået mellem fredag d. 14/7 kl. 17.00 og søndag d. 16/7 kl. 23.59
- På Åboulevarden i Aarhus C begået mellem fredag d. 21/7 kl. 12.00 og søndag d. 30/7 kl. 20.15
- På Kastanjehaven i Lystrup begået mellem søndag d. 30/7 kl. 22.10 og mandag d. 31/7 kl. 00.25
- På Højmarksvej i Højbjerg begået mandag d. 31/7 kl. 02.20